Smedeteamet anbefaler
En varm og spændende aktivitet med glødende jern og sorte hoveder!

Hvad kan I forvente
En aktivitet i smedjen, hvor I kommer til at smede i glødende jern. Aktiviteten er en god oplevelse, hvor spejderne får erfaret, at man rent faktisk kan lave flotte ting ud af et stykke råt jern.

Hvad kan der laves
Typisk starter vi med at lave en lidt simpel ting f.eks.:

  • tørklædering
  • merglespir
  • mini hestesko
  • s-krog til gryder over bål
  • båljern til at stille gryder i bål

Vi arbejder sammen to og to, men vi når at lave mindst en ting hver.

De spejdere der udviser godt med gå-på-mod vil evt. kunne lave lidt kraftigere ting, f.eks. en stor hestesko eller en kvindekniv.

Hvis I har andre idéer så tal med os inden så vi kan finde ud af om det er muligt. Det skal typisk være nogle ting som alle kan lave og ikke en enkelt større ting som kræver meget opmærksomhed fra mosefolkene på aktiviteten.

Hvor komme materialerne fra
Vi har det jern der skal bruges til aktiviteterne.

Hvad kommer I selv med?
I kommer alle sammen iført lukkede sko, lange bukser og lange ærmer, i materialer der ikke er i nylon. Spejdere med meget langt hår skal medbringe et tørklæde til at have om håret. Medbring også en kop eller mug så I kan få noget at drikke undervejs.

Hvor mange kan være med?
Afhængig af aktiviteten og antallet af mosefolk kan der som udgangspunkt være op til 9 spejdere på aktiviteten. Hvis I er flere kan aktiviteten evt. kombineres med støberiaktiviteten der foregår på samme sted.

Lidt om aktiviteten
At slå med store hamre på glødende jern er spændende men indeholder også nogle faremomenter som vi skal være fælles om at passe på. Spejderne må kun være I smedjen så længe de er koncentrerede om opgaven. Hvis spejderne mister koncentrationen lader vi dem derfor tage en lille pause uden for smedjen.
Arbejdsfordelingen i smedjen er at mosefolkene på aktiviteten koncentrerer sig om at hjælpe spejderne med deres ting og holde gang i essen. Lederne har til opgave at holde styr på spejderne og får derfor ikke mulighed for at smede på deres egen sager.

Share on Facebook